Hvad gør vi nu, lille du?

14. januar 2020 Slået fra Af Mette

Sådan sang Kim Larsen i sangen af samme navn, men der hører ligheden vist også op, omend det meget godt beskriver, den følelse der opstod i mig, da jeg modtog nyheden om, at mit arbejde formentligt flytter til Esbjerg og dermed 50 km væk fra den nuværende beliggenhed.

Før jeg fik børn, pendlede jeg til Esbjerg på arbejde. Faktisk har jeg pendlet en stor del af min karriere som sygeplejerske og det var ikke et problem. Så kom Isolde til verden og tid fik dermed en helt anden betydning. Den times transport hver gang jeg skulle i vagt føltes pludseligt som meget lang tid. Tid som jeg kunne bruge i selskab med mit barn i stedet. Mit pendler liv gjorde også, at jeg aldrig kunne aflevere Isolde i dagpleje, når jeg havde dagvagt, ligesom jeg, for at kunne nå at hente til tiden, måtte spæne ud af døren i det sekund klokken slog 15. Jeg besluttede, at det på ingen måde var det værd, selvom jeg faktisk var ret glad for mit arbejde. Jeg var klar over, at hvis mine frustrationer skulle have en ende, så var det på tide med et job tættere på vores hjem. Jeg var så heldig, at have en meget forstående og omsorgsfuld afdelingssygeplejerske, som gjorde, hvad hun kunne for, at hjælpe mig videre i organisationen. Derfor har jeg de sidste 5 år arbejdet på Grindsted Sygehus som sygeplejerske og klinisk vejleder for sygeplejestuderende.

Jeg er lige nu på barsel, med vores yngste Emmy og mange vil tænke, at det ikke kan betale sig, at vende tilbage til min arbejdsplads efter endt barsel, fordi der er tale om 2-3 måneder, før vores eventyr starter på ny med afrejse mod USA. For mig har det dog indtil nu, helt og aldeles godt kunnet betale sig at vende tilbage. Særligt fordi jeg ikke har den fjerneste anelse, om hvad der venter mig den første tid i Washington DC i forhold til arbejde og Emmy-pasning. Derfor var det meget vigtigt for mig, at kunne nå at arbejde de måneder jeg kunne, inden vi tager af sted.

Jeg har desværre, som nævnt, modtaget beskeden om at min arbejdsplads formentlig skal flytte til Esbjerg. Jeg føler mig ærligt talt en anelse slået hjem i ludo lige nu. Det var jo netop afstanden, der var en stor del af tyngden på vægtskålen, da jeg for 5 år siden forlod mit arbejde i Esbjerg. Simpelthen fordi det er en værre tidsrøver. Det stjæler tiden fra mine børn, som jeg er så heldig at have fået 2 af siden, i alt selvfølgelig. Hvis jeg skal have mit ønske, om at arbejde før vi rejser, opfyldt vil det således blive på bekostning af tiden med mine børn. Det har jeg det faktisk noget stramt med, især fordi tiden nu igen er en faktor. Det giver ikke mening, at se efter et andet job for så kort tid, men det giver ærligt talt heller ikke meget mening, at vende tilbage til pendler livet i en periode, hvor jeg er ret overbevist om, at vi får brug for hvert minut i familien. Så, back to the beginning – hvad gør vi nu, lille du?

Jeg kan godt se, ideen bag flytningen. Patientsikkerheden må selvfølgelig altid prioriteres højest og på den måde giver det god mening. Set ud fra et rent personligt perspektiv synes jeg dog, at det er virkelig ærgerligt. Vi havde, i samarbejde med min afdelingssygeplejerske, synes jeg, lagt en god plan for overgangen fra barsel til afrejse. Den nye udvikling tvinger således min familie og jeg til, at genoverveje situationen. Jeg vil uanset flytning af arbejdet, selv inden længe rejse og flytte med min familie til Washington DC. Derfor ved jeg i udgangspunktet godt, hvad jeg skal de næste år fra sommeren og frem. Dette nu, med den lille detalje, at den planlagte overgangsfase må revurderes, i lyset af hvad der fungerer for min familie og jeg.

Selvom det skaber udfordringer for mig personligt, så tænker jeg i disse dage lidt ekstra på mine fantastiske kolleger, som får rusket deres hverdag grundigt. Mange med børn som kan få endnu sværere ved, at få enderne til at nå sammen nu hvor der er udsigt til pendlerliv. Et pendlerliv som jeg for 5 år siden var helt sikker på, at der ville gå meget lang tid, før jeg ville overveje at genoptage. Nu er jeg ikke så sikker på det længere. Situationen er en anden og jeg må derfor i tænkeboks som mine kolleger. Jeg tænker, at beslutningen er truffet med udgangspunkt i det bedste for patienten, i henhold til SVS strategien “Patienten først”. I forhold til mit lokalområde er det glædeligt, at sygehuset består. Jeg kommer dog ikke udenom, at jeg godt kunne have undværet, de logistiske udfordringer beslutningen afføder. Det beviser blot, at vi aldrig kan være helt sikre på, hvad morgendagen bringer. Det har jeg skrevet mere om i et tidligere indlæg, som du kan læse HER.

Ærligt, jeg ved ikke, hvad der skal ske. Jeg er i syv sind. Jeg har heller ikke rigtigt lyst til at slippe tanken om, at ting sker af en grund. Lige nu kan jeg ikke gennemskue, hvorfor det her sker, men jeg må forsøge at samle tankerne og lægge en plan, for hvad jeg skal, for jeg ved at der findes en løsning på alt.

Hvad er den bedste løsning for jeg selv og min familie? Den skal jeg ud og lede efter nu. Så vi ses 😃

Årsagen til at min arbejdsstation nu vendes i tankerne endnu en gang, kan du læse om på nedenstående links

https://jv.dk/artikel/forslag-grindsted-sygehus-mister-24-sengepladser

https://jv.dk/artikel/grindsted-sygeplejerske-om-at-blive-tvunget-til-at-flytte-arbejdsplads-vi-er-chokerede-og-stille

https://jv.dk/artikel/regionr%C3%A5dsmedlem-om-at-flytte-arbejdspladser-fra-grindsted-patientsikkerheden-er-det-vigtigste

https://jv.dk/artikel/grindsted-sygehus-f%C3%A5r-en-arbejdsmedicinsk-klinik-og-et-daghospital