Når årets fest bliver lidt mere og anderledes end først antaget

3. januar 2020 0 Af Mette

Dette nytår affødte for mig, nogle tanker om relationer og det særlige ved mennesker man kender rigtig godt, samt ikke mindst den anden vej som også kender sig rigtig godt. Jeg har tidligere skrevet om en veninde, som af og til kender mig bedre end jeg kender mig selv, eller i hvert fald ser mig i et andet lys, perspektiv kald det hvad du vil, end jeg selv kan. Det kan du læse om HER. Nedenfor kan du i stedet læse lidt mere om nytåret og de tanker der fulgte med.

Vi fejrede nytåret hos et vennepar, som vi har kendt i mange år. Faktisk et af de vigtigste venskaber i vores liv og hverdag. Et par som er tæt på os både fysisk, men også mentalt. Jeg har kendt dem siden den gang jeg gik på handelsskolen, for efterhånden nogen år siden og Martin har jo kendt dem siden vi blev kærester i starten af sidste årti. Det er egentligt vildt nok at tænke på, at vi sammen tager hul på et nyt årti. Jeg kunne virkelig ikke ønske mig et bedre selskab. Hvis man ser bort fra min familie, var jeg virkelig så heldig, at få lov at fejre den sidste aften i et årti, som faktisk har bragt mig rigtig meget godt, med de mennesker jeg elsker aller mest. Det er jeg simpelthen så taknemmelig for. Faktisk har vi fejret nytåret sammen on and off de sidste mange år og det har altid været en fest. En fest jeg ikke ved, hvornår vi kan gentage, men jeg er ikke i tvivl om, at vi vil gentage successen. Sådan nogle mennesker hænger bare ikke på træerne.

Nogle af de vigtigste mennesker i vores liv, som vi var så heldige, at kunne fejre nytåret med, på trods og med et virkelig godt resultat.

Dette nytår var sådan en af de ekstra særlige. Selvom vi mødtes tidligt, så føltes tiden alligevel alt for kort. Det gør den jo ofte, når man er i godt selskab, med mennesker man holder af. Gad vide om vi vil møde nogen, som kan matche den oplevelse bare en lille smule. Ethvert menneske er unikt, så en kopi finder vi ikke, men det kunne være rart, at møde nogen som for en stund kan fungere lidt som et plaster på såret. Dette i lyset af min lille iboende frygt for at blive ensom. Hvilket jeg har skrevet mere om i indlægget “Min egen frygt?” som du kan finde HER, hvis du ikke allerede har læst det (der er også en reference øverst i dette indlæg. Faktisk nyder jeg mit eget selskab, meeeeen så meget nyder jeg det heller ikke. Martin mener dog ikke, at det er noget, jeg skal bekymre mig om i lyset af mine talegaver. Når man vanligt omgiver sig med få og nære relationer, så synes jeg faktisk, det ville være rart nok, at kunne se lidt af fremtiden i krystalkuglen, bare et lille kig. Omvendt tænker jeg, at selvom intet kan erstatte, det vi har her, så er eventyret og den udfordring vi giver os selv det hele værd. Livet skal leves, mens vi kan det og det gør vi så efter bedste evne. Desuden forestiller jeg mig faktisk ikke, at et kig i krystalkuglen vil ændre noget som helst.

Denne her nytårskjole, havde jeg på ingen måde set i krystalkuglen, men jeg er egentligt ret vild med den. Man skal huske at udfordre sig selv.

Det der ligeså var med dette års nytårsaften var, at det var tæt på at gå i vasken. Det var egentligt meningen, at vi skulle have fejret nytåret hos os, fordi bare er lettest når man han en baby, at kunne følge de vanlige rutiner ved sengetid osv. Det kom der så et brækket ben i vejen for. Vi tog chancen og pakkede en stor del af menuen, barnevognen og børnene i diverse køretøjer og det blev intet mindre end en succes. Emmy blev puttet i sin barnevogn indenfor, da hun var træt og havde overraskende let ved at finde ro der. Hun sov fra alt fyrværkeri og kunne lige så fint, listes over i sin seng da vi kom hjem. Ja faktisk gjorde hun os den store tjeneste, at sove helt til kl. 8:00 nytårsmorgen. Isolde var for første gang vågen, til alt hvad der forgik og med til at skåle og skyde det nye år ind. Hun var godt nok, noget vingeskudt på vejen hjem og har for nuværende ingen erindring om, at have ønsket sin mormor et godt nytår omkring kl. 00:30, men jeg er helt sikker på, at hun har fået alt det ud af aftenen, hun gerne ville. Hvis ikke det er en succes, der bør gentages, så ved jeg ikke, hvad det er. Omend jeg forestiller mig at vi godt vil undvære det brækkede ben næste gang.

For en planlægger som mig med hang til overblik slog vores nytår for alvor fast at uanset hvad du forventer, forbereder og planlægger så skal der så lidt til at ændre alting. Det er ikke altid noget, du selv har indflydelse på, men faktisk kan du godt få noget vildt fantastisk ud af det, hvis du kan justere lidt i forventningerne og tør lade dig imponere af det der bliver dig givet i det du ikke forventede. Hvad gør du for at få det bedste ud af det uventede?