Ingen kender dagen før solen går ned.

16. december 2019 2 Af Mette

Julen er for mange hjerternes fest og dermed også traditionernes fest. Det er det selvfølgelig også herhjemme. Jeg har tidligere skrevet lidt om traditioner og hvor meget det fylder, når man ikke ved, hvad der kommer til at ske med de traditioner, det kan du læse HER

Her i denne skønne juletid oplever jeg ret ofte, at de mennesker vi omgiver os med siger, og formentlig endnu oftere tænker, at i år er det sidste gang, vi gør lige præcis det her. Det har ramt mig med en ked af det følelse. Hvilket fik mig til at reflektere over, hvorfor lige præcis den sætning gør så ondt. Jeg mener bare, der er jo ikke noget forkert i at tænke den tanke, nu hvor der er godt et halvt år, til vi vender næsen mod Washington DC.
Jeg blev ked af det, fordi jeg selv begyndte at tænkte, ja, det er sidste gang, vi gør det her og det her og det her. Det blev altså også min virkelighed, at alting var sidste gang. Selvom jeg egentlig aldrig har tænkt det sådan.
Nu hvor jeg har reflekteret lidt mere over det, har det faktisk fået en ny betydning for mig. Nej, det er ikke sidste gang, vi gør det her. Det er måske sidste gang, vi gør det for en periode, eller det er måske sidste gang, vi gør det på præcis den her måde, men er det i virkeligheden ikke altid det? Nok er det måske samme tradition gennem mange år, men er der ikke altid en lille afvigelse i forhold til tidligere? Jeg forestiller mig ikke, at vi formår at ramme præcis de samme toner i julesalmen “Dejlig er jorden” hvert eneste år. Juletræet ser også anderledes ud, selvom vi hænger det samme pynt på. Menuen er nok den samme, men alligevel har anden ikke helt den samme smag. Så nej det er ikke sidste gang, det er præcis, hvad vi selv gør det til hverken mere eller mindre. Det handler om forventninger.

For mig er det blevet tid til, at vende det lidt på hovedet. For med udsigten til at vi i vores lille familie flytter til Washington DC for en periode, er der mange ting, der ikke bliver som før, hverken for os eller dem vi efterlader i Danmark. Det leder mig tilbage til overskriften. Nok har vi vores traditioner, som vi ynder at praktisere år efter år. Vi har en forventning om, at vi skal gøre de her ting, når det er jul, år efter år, jul efter jul. I virkeligheden kan vi jo kun have en forventning om, at vi kan og skal gøre det samme til næste jul, for som overskriften siger, så kender ingen dagen før solen går ned. Jeg synes faktisk, det er så sigende, for ja, du kan have en forventning, om hvordan dagen bliver, men du kan aldrig vide det, ligesom du kan have en forventning til julen og nytåret, men du kan aldrig vide, om du får forventningerne indfriet.

Forleden sad jeg i tandlæge stolen, fordi jeg havde fået tandpine. Min mor passede Emmy og inden jeg tog afsted, sagde jeg, det tager sikkert ikke så lang tid. Det var min forventning til det. Godt nok havde jeg ondt i en tand, men at det skulle ende med, en rodbehandling og med at tage halvanden time før jeg var hjemme igen, havde jeg på ingen måde forestillet mig. Mine forventninger stemte således på ingen måde overens, med den virkelighed jeg kom til at opleve.

Jeg kan godt forstå, at det for dem herhjemme føles, som om vi aldrig kommer hjem igen og som om vi aldrig skal gøre de samme ting sammen igen. Jeg tænker dog, at uanset om vi rejser ud eller bliver hjemme, kan vi aldrig vide, om næste jul bliver, som vi forventer. Forventninger kan ingen tage fra os, men ude eller hjemme så kan vi aldrig være sikre. Hvem ved, måske kommer vi hjem til jul næste år. Jeg ved det ikke. Ligesom jeg heller ikke ved, om julen ville være den samme, hvis vi blev hjemme og fortsatte i vante gænge. Derfor er jeg holdt op med at blive ked af det. Jeg har accepteret det, fordi jeg alligevel ikke kan forudsige, hvordan næste jul bliver eller de næste mange jule, men det er ikke, vores periode i Washington DC der er afgørende, det er, hvad vi gør det til. Der er masser af muligheder, det er os selv, der sætter begrænsningerne. Vi må, som alle andre se hvordan næste jul bliver. Det eneste vi kan vide er, at det bliver jul uanset, hvad vi gør og hvor vi er.

Ovenstående gør sig selvfølgelig gældende i forhold til alle årets traditioner, jul, nytår, fødselsdag, påske, pinse, you name it. Mit udgangspunkt i julen og nytåret hænger sammen med, at det er det, der er min virkelighed lige nu.