Nu er det officielt

29. november 2019 0 Af Mette

Nedenstående er tanker og oplevelser fra d. 12/10-19. Dette vil være det sidste datids indlæg i denne omgang. Fremadrettet vil indlæggene følge nuet. En del af det vil formentlig blive en samling af hændelser sket over dage, da vi befinder os i en længere varende proces i forbindelse med forberedelsen af vores afrejse til næste sommer.

Vi har i dag overbragt vores familie og nære venner nyheden om vores eventyr, som vi forventer starter til sommer 2020. Faktisk indledte vi dagen med, at fortælle Isolde at vi skal flytte til Washington DC. Hvor hun skal gå i skole og skabe sig nye relationer. Vi fortalte hende samtidigt, at det ikke er for evigt, at vi altså skal hjem igen på et tidspunkt. Hun var meget interesseret, spurgte meget og syntes det var fedt, at hun nu skulle lære at tale amerikansk (det gik hun ret meget op i). Jeg kunne således have sparet alle mine bekymringer om hvordan vi skulle fortælle hende det. Disse kan du læse om i mit sidste blogindlæg How to? Jeg tror, at det der lykkedes i situationen var, at fortælle det roligt og ærligt og besvare hendes spørgsmål efter bedste evne, men hele tiden være ærlige omkring at der også er mange ubekendte for os, dog i den forstand at det er noget vi finder ud af sammen. Jeg tror, at vi på den måde har gjort det til en spændende forandring, som hun føler hun kan deltage i, altså vækket lidt nysgerrighed uden at negligere udfordringssiden af vores eventyr.

Første stop på ruten var hos mine forældre. Vi havde bedt Isolde lade os fortælle det først og det klarede hun fint. Det var dog meget tydeligt, at det brændte i hende at komme til at tale om det. Resten måtte vi ringe til, da det ville være helt umuligt at nå rundt til alle på samme dag, hvis der også skulle være tid til at tale ordentligt om det. Vi har nær familie 1-2 timers kørsel fra os både mod nord og syd. De fleste var overraskede, som i meget overraskende, men samtidig glade på vores vegne. Samtalen gik meget omkring emnet savn. Mine tanker omkring det er, at vi alle vil savne, men vi må retænke den måde vi ses på. Nu hvor afstanden er kort, ses vi ofte men i kort tid. Når afstanden bliver lang, vil vi ses sjældent men i lang tid af gangen. Jeg tror i virkeligheden ikke, at antallet af timer vi tilbringer sammen ændrer sig meget. Ja, jeg er godt klar over at børnene vokser og ændrer sig, men teknologien er heldigvis med os og giver os masser af muligheder for at kommunikere, inddrage og dele vores oplevelser, vores glæder, sorger og udvikling. Børnene udvikler sig jo selvsagt, som børn gør alt for hurtigt. Det gør de uanset, om vi er tæt på eller langt væk. Jeg tror selvfølgelig på, at Martin og jeg også træder ind i en udviklingsproces, som nok på ingen måde ligner børnenes. Der vil være meget, vi skal øve os i sammen, meget nyt og vi træder uden tvivl ud af vores “comfortzone” og bliver udfordret men det bliver godt. Den proces glæder jeg mig simpelthen så meget til at deltage i og til at dele. Jeg glæder mig til at blive klogere på os og på vores familie for jeg ved at sammen kan vi alt ♥️

Man lever, så længe man lærer og det er først, når du træder ud af komfortzonen og ind i udviklingszonen, at du lærer noget. Det bliver fedt.