How to?
Nedenstående er tanker fra d. 11/10-19, som handler lidt om det der med, at få det sagt både til store og små

Vi er nu gået i tænkeboks, i forhold til hvordan vi overbringer nyheden om vores midlertidige udflytning. Vi har på dette tidspunkt involveret nogle helt få og nære venner, da vi ikke ønsker at skabe frustration i familien, såfremt det slet ikke blev aktuelt at tage af sted.
Nu er det så helt og aldeles virkeligt og meget aktuelt, men hvordan siger vi lige “hey vi flytter og vi flytter langt væk”? Jeg synes faktisk, det er svært. Lige nu bor vi tæt på mine forældre og er vant til at ses ofte, så det bliver en udfordring for os alle. Lidt hurtig hovedregning fortæller mig dog, at hvis vi alle rejser lidt, kan vi nok ses i omegnen af en gang i kvartalet måske lidt mindre, men vores tid sammen vil formentlig blive anderledes intens, fordi den er mere koncentreret end idag, hvor vi ofte ses et par timer af gangen. Man krydser jo ikke lige atlanten for en kop kaffe. Jeg forestiller mig dog, at hvis man ser det store perspektiv, vil tiden sammen ikke blive meget mindre, den vil blot blive anderledes. Hvem ved måske bedre – det vil tiden vise. I virkeligheden bliver det nok den letteste del af det, altså at fortælle det til mine forældre.
Hvordan fortæller man en pige på 5 år, at man har tænkt sig, at trække hende ud af de relationer hun har skabt, for at slæbe hende med til udlandet. Hvor hun skal skabe nye relationer, lære et nyt sprog som hun iøvrigt skal bruge hver dag i skolen, samtidig med at hun ikke skal glemme det danske sprog, for vi skal jo ikke blive i USA for evigt. Den føles virkelig svær, altså som i virkelig virkelig svær. Jeg tror ikke vi kunne gøre det, hvis ikke det var fordi, vi samtidig er så sikre på, at hun vil få noget rigtig godt ud af det, selvom det bliver svært. Jeg er helt overbevist om, at hun kommer til at klare det fint, især hvis hendes mor (som i jeg) kunne stoppe med at bekymre sig om det.Jeg ved det stadig ikke – altså hvordan vi skal sige det. Måske vi bare skal sige det, så det ligesom er gjort, så må vi samle op bagefter. Der er ikke nogen genvej.
Isolde virker så spændt, så det tænker jeg i har fået gjort flytningen til en oplevelse der bliver sjovt. ? Hendes egentlige reaktion kommer nok først efter et par måneder derovre. Men der har i jo fået styr på alle jeres ting, så det kommer i også igennem den første “jeg vil hjem” krise.
Det skal nok blive rigtig godt og et stort Washington billede album ?
Ja, det er også klart mit indtryk at hun glæder sig, men ja det bliver også en omvæltning for hende. Vi skal nok forvente en reaktion men jeg er enig med dig i at den formentlig først kommer når vi står på amerikansk grund. Jeg tror i virkeligheden måske vi alle sammen for en overraskelse når vi står midt i det, men så er vi klar til at tage den ❤️
[…] Allerede helt tidligt i processen inden den endelige beslutning var taget, spurgte jeg mig selv, om jeg kunne tillade mig at træffe så stor en beslutning på mine børns vegne, som det jo er, at tage dem ud af alt hvad de kender til for, at bringe dem til et fremmed sted hvor alt er fremmed for dem. Det kan du læse om i indlægget MINE FØRSTE TANKER, indlægget MIN EGEN FRYGT? og indlægget HOW TO? […]