Når dagen pludselig ændrer sig

25. november 2019 0 Af Mette

Det følgende er oplevelser og tanker fra d. 9/10-19. Det handler lidt om hvad der er vigtigst og de to her på billedet

De to her er bare det vigtigste ❤️

Det er ingen hemmelighed, at motivationen for at tage til Washington er Martins arbejde. Glæden var stor allerede da Martin kaldtes til jobsamtale, så tæt på og alligevel så langt fra. Han får beskeden og jobtilbuddet et par dage senere.Ja faktisk lander det lige ned i vores families største kaos. Vi er om morgenen, på en meget våd efterårsdag, tjekket ind på børneafdelingen til observation med Emmy på 8 uger fordi hun desværre er ved at skrige ørene af os alle sammen. Mens vi er der begge to, ringer børnehaven og beder os hente Isolde, som er blevet syg. Heldigvis træder moster til og får hentet det syge barn, så Martin kan blive lidt længere hos os. Kort efter middag har han en telefon samtale, hvor han får tilbudt stillingen i Washington DC. Vi jubler og ser frem til at fejre det, selvom det må vente lidt. Da jeg må blive på børneafdelingen med Emmy, mens Martin tager hjem og forsøger at være noget for Isolde. Vi taler kort om, hvordan vi skal fortælle det til omverdenen og ikke mindst Isolde, dog uden at nå nogen konklusion. Lige nu er børnene i fokus for os begge og deres trivsel er vigtigst, så jubler vi senere. Hver ting til sin tid ♥️ Tiden alene med Emmy giver god tid til eftertænksomhed og refleksion over hvordan vi bedst levere den besked, som vi godt ved vil få jorden til at ryste lidt for nogen. Jeg må erkende, at det findes der bare ikke nogen rigtig god løsning på. Hvordan vi gjorde, kan du læse om i de kommende indlæg.