Min egen frygt?

18. november 2019 0 Af Mette

Dette indlæg er tanker jeg gjorde mig omkring d. 20/3-19 og som ledte til beslutning om at vi kan gøre det.


Hende her kender mig af og til bedre end jeg selv gør ❤️ Derfor valgte jeg at involvere hende i mine mange tanker.

Jeg har idag, altså d. 20. marts, talt med min bedste veninde om vores idé for fremtiden, at Martin muligvis skal søge en stilling i Washington DC. En samtale som jeg har gjort mig mange tanker om. Først og fremmest fordi hun betyder alverden for mig, dernæst fordi vi har været vant til at ses ret ofte og det her vil betyde, at jeg skal forlade hende i, lad os sige, 4 år. Så føles 4 år pludselig som meget lang tid. På den anden side er det jo heller ikke fordi, at vi slet ikke ses i den tid, vi er væk. Min venindes første kommentar var: “Du lever kun en gang” og det har hun jo ret i, så jeg kunne straks sænke paraderne igen. Jeg fortalte om mine tanker i forhold til Isolde, relationer, skole osv. De tanker jeg beskrev i mit første blogindlæg. Min veninde siger, at hun mener, at børn generelt er gode og hurtige til at skabe sig nye relationer, det er nok sværere for voksne. Vi voksne har jo gamle langvarige relationer hjemme, som man må undvære og der er meget man går glip af, det må man være indstillet på. Det har hun ligeledes ret i. Det går langsomt op for mig, at det nok er min egen frygt for ensomhed der skinner igennem. Når jeg er bekymret for mine børn og hvordan de skal klare det, er det måske i virkeligheden pga. min egen frygt for at blive alene. Faktum er at jeg egentlig nyder mit eget selskab og jeg keder mig sjældent. Jeg har et stort behov for af og til at trække stikket og bare være mig, lige få renset hovedet. Omvendt er jeg også socialt anlagt så selvom jeg trives alene så trives jeg ikke med  at være helt alene. Jeg behov for begge dele i mit liv. Så spørgsmålet er i virkeligheden, hvordan vil JEG klare det at blive taget ud af mine sociale relationer og vante rammer? På trods af mine mange overvejelser er det dog alligevel i foråret, jeg når en konklusion, der hedder, at hvis man får sådan en chance, så må det være fordi, man skal tage den. Nu er beslutningen taget og Martin afventer stillingsopslaget. Vi har sammen besluttet, at vente med at fortælle nogen om det (altså bortset fra de helt få vi har inddraget i reflektionsprocessen). Ingen skal altså vide det, før vi er sikre på at skulle af sted, for vi ønsker ikke at skabe unødig frustration i familien, såfremt det er uden grund (i fald han ikke får stillingen).