Mine første tanker

13. november 2019 1 Af Mette

Det følgende er mine første refleksioner og en del af beslutningsprocessen. De er skrevet d. 10/3-2019 altså for 8 måneder siden (under min anden graviditet). Det ville dog ikke give mening at udgive, såfremt vi ikke skulle af sted, derfor har de været skrinlagt indtil nu, hvor Washington DC ser ud til at blive en realitet.

Familie konstellationen ved eventyrets begyndelse ❤️

Historien om vores eventyr tager sin begyndelse allerede fredag d. 8. Marts 2019. Den dag kom min mand hjem fra en tur til Washington, hvor han havde været i forbindelse med arbejdet. Han fortæller mig, at der på sigt bliver en stilling i Washington, som han kunne ønske sig at søge.
Her starter så, alle mine spekulationer og de er ikke så få endda. Jeg ville på den ene side ønske, at jeg havde modet til at gribe chancen og sige ja tak, men jeg synes omvendt, at der er rigtigt mange overvejelser forbundet med den beslutning.
Til historien hører, at vi har Isolde på snart 5 år og jeg er midt i graviditeten med vores andet barn. Såfremt vi vælger, at springe ud i det, vil det tage ca. et år inden vi er afsted. Det betyder, at vi skal afsted lige omkring det tidspunkt, hvor Isolde skal begynde i skole. Jeg er godt klar over, at hun vil komme hjem med en gigantisk sproglig ballast og en masse i bagagen, men betyder det at der er noget andet hun vil mangle? Og kan vi som forældre kompensere for det? Dernæst tænker jeg, at det jo er en beslutning, som vi tager på hendes vegne og har vi egentlig ret til det? Hun kender jo på ingen måde til betydningen og konsekvenserne af beslutningen. En anden bekymring går på hendes relationer. Et er at tage derover og skulle starte helt forfra med relationsdannelse, det tænker jeg ikke som så problematisk. Jeg tænker nærmere på fremtiden herhjemme. Hvis vi er i Washington i, lad os sige, 4 år så vil Isolde være 10 år, når vi kommer hjem. Jeg er bekymret for, hvordan hun vil blive taget imod til den tid og om hun vil kunne følge med i skolen, omvendt tænker jeg også, at det skal være i den tidlige skoletid, vi skal gøre det, hvis vi skal gøre det…. Men det er altså en stor og svær beslutning, at tage på vegne af det aller dyrebareste i ens liv.

En anden bekymring som fylder rigtig meget er, at vi jo forlader vores familier og netværk i  en, for mig, ret lang periode. Vil de besøge os? Vil vi bevare relationen? Vil mine børn få gode relationer til bedsteforældrene, når der er så længe mellem besøgene? Ja jeg ved, at Skype er en fin mulighed, men det er ikke det samme, som det nærvær de oplever ved den fysiske tilstedeværelse. Det kan aldrig erstattes. Samtidig tænker jeg på, at vi allerede har mistet “farfar” hvad med resten, hvor længe får vi mon lov at beholde dem? Herunder er jeg selvfølgelig bange for miste tiden med mine egne forældre, jeg ved jo ikke hvor kort eller lang den er.

Så er der alle de praktiske foranstaltninger, hvad med huset som jeg virkelig ikke har lyst til at sælge. Omvendt hvem skal passe det? Hvad med arbejde, det virker ret omstændigt at få amerikansk autorisation som sygeplejerske. Hvilke rettigheder har man, i fald man har syge børn, ferietid osv. jeg forestiller mig ikke, at de er lige så godt stillet i forhold til barns sygedag og 6. ugers ferie med løn som vi kender hjemmefra. Jeg ved godt, at min mands stilling tager højde for, at vi kan klare os, men jeg har jo ikke lyst til at sidde hjemme og trille tommelfingre. En anden tanke er, hvor meget skal han mon arbejde, kommer vi til at se hinanden, kan man have et familieliv og sociale relationer. Kommer jeg bare til at holde hus og passe børn, for det tror jeg vil kvæle mig langsomt.
I virkeligheden er jeg nok skide bange for at blive ensom og alene, for ikke at glemme virkelig bange for nederlaget i at det ikke bliver en succes og vi ender med at tage slukørede hjem igen. Hjem til hvad?