Vores eventyr

Kalenderen skriver snart februar og vi er kommet godt fra start i 2020. Jeg delte tidligere en bid af vores to-do-liste i DETTE indlæg. Nu er der for alvor taget hul på gøremålene.

Isolde får sin første hepatitis vaccination imorgen. Det er kutyme i det skoledistrikt vi forventer at finde bolig, at børnene skal være vaccineret mod hepatitis A og B for at kunne komme i skole. Jeg var så bare ikke klar over, at det for børn kræver to injektioner med et halvt års mellemrum, så vi fik pludselig lidt travlt, men nu er vi næsten i gang, så vi når det sikkert til tiden alligevel. Det viser sig ligeledes, at man enten skal vaccineres mod skoldkopper eller kunne dokumentere, at man har haft det, når man skal i skole. Der er ingen tvivl om, at Isolde havde skoldkopper i juleferien 2017, men det var ikke noget vi fik noteret hos lægen dengang, det var ligesom ikke rigtigt nødvendigt. Selvom jeg er til stor tilhænger af børnevaccinationsprogrammet, synes det dog alligevel en anelse tåbeligt, at vaccinere mod noget vi er helt sikre på, hun har haft og det er egen læge heldigvis enig i.

Til den ekstra opmærksomme, ja så ved jeg godt, at hverken hepatitis- eller skoldkoppevaccine indgår i det danske børnevaccinationsprogram, men i det område vi forventer, at Isolde skal gå i skole, er det et krav og det må vi jo selvfølgelig bøje os for – better safe than sorry 🙂

Et pas til Emmy er netop bestilt, så snart det dukker op, kan vi søge visum til hende. Oh hvilket projekt at få taget pasbillede og et billede som kan bruges til visumansøgningen, men nu er det altså klar og det tog kun to eftermiddage/ aftener – sikke en succes 🙂 Et nyt pas til Isolde må også ordnes, da hendes udløber, mens vi er i USA. Der var billedproblematikken heldigvis knap så stor. Hendes visum knytter sig til hendes pas, så for at spare besværet er det lettest med et nyt pas nu, som så holder i 5 år og dermed hele perioden. Hvad jeg desværre havde glemt var, at man skal medbringe barnet, selvom det er en fornyelse af passet, så vi må på den igen for at komme i mål med det. Vi voksne er der søgt visum til. ESTA satser vi i første omgang på, ikke bliver nødvendigt. Skulle det blive det, har Martin allerede et gyldigt og mit kan være klar på maximalt en uge, så det burde ikke blive et problem.

Mange har nok allerede gættet det, med det hint der var i DET her indlæg. Vores sommerferie går til Jesperhus som sidste år. Vi ønsker, at suge den sidste saft og kraft ud af Danmark inden vi rejser. Samtidig ved vi, at der venter os en presset periode efter afrejse, hvor vi skal etablere os både midlertidigt og permanent. Vi kommer til at vente lidt på vores ting, som kommer med skib. Vi finder det derfor nærliggende med en børnevenlig sommerferien, så der er fyldt lidt på fornøjelses kontoen inden afrejse. I år har vi booket et familietelt, det glæder vi os meget til at prøve.

Med hensyn til min opsigelse var vi rigtig godt i gang med at planlægge det, indtil vi modtog nyheden om, at mit arbejde flytter til Esbjerg. Den del er således lidt på standby, indtil vi kan tage stilling til, hvad der kan fungere for vores familie i lyset af det puslespil, vi sideløbende skal samle for at give børnene og os selv den bedst mulige overgang fra en hverdag i Danmark til en hverdag i Washington DC. Eller i hvert fald om der kan findes en løsning som fungerer for begge parter. Så den del er fortsat ikke endeligt på plads. Jeg trøster mig dog med at der findes en løsning på alt.

Når jeg refererer til en hverdag i Washington DC, er det for at undgå forvirring mellem staten Washington, som ligger i den anden ende af landet og det Washington område vi skal bo i. Vi skal naturligvis ikke bo inde i DC, men i området omkring, vel en slags forstad kan man sige. Vi ved endnu ikke hvor det bliver, derfor er referancen som hidtil. Desuden ligger Martins arbejdsplads i Washington DC, hvorfor dette udgør omdrejningspunktet for vores forestående rejse og eventyr.

Vi har i år holdt jul hos os, som vi har gjort de sidste 5 år, ja faktisk siden Isolde kom til verden, har julen været fejret hjemme for vores vedkommende. Om et halvt års tid bevæger vi os ud i ukendt terræn og ved derfor ikke hvor eller hvordan vores næste jul bliver. Det eneste vi er ret sikre på er, at den bliver god, for den bliver præcis det, vi selv gør den til. Julen bliver så god, som det indhold vi giver den, det har jeg skrevet mere om tidligere og det kan du læse om HER

Vores jul er mange farver og masser af hygge. Vi hentede juletræet sammen med børnenes morfar, som vi plejer. I år tog vi træet ind og pyntede det, lidt tidligere end vi plejer for hyggens skyld og fordi Isolde slet ikke kunne vente med at få det pyntet. Martin lavede confit de canard til juleaften præcis, som han plejer og børnenes mormor stod som sædvanligt for risalamanden. Jeg påtog mig mandelgaven, som Martin faktisk også nærmest i traditionens ånd modtog, det heldige asen. Vi dansede om juletræet og sang julesange efter Isoldes ønske, med undtagelse af mit rituelle indput omkring, at der i mit hjem altid synges “Børn og voksne i kærlig krans” den fra Nøddebo Præstegaard, den er så sød, ligesom vi altid slutter af med B.S. Ingemanns “Dejlig er jorden”.
Herefter pakker vi gaver op en ad gangen, så alle ser hvad alle får. Isolde er oppe så længe hun har lyst og overskud. I år blev Emmy puttet til sædvanlig tid og Isolde fik lov at pakke hendes gaver op, men den går nok næppe til næste år, hvor den unge dame er 1 år og 4 måneder.

1. juledag er vanligvis en dag, hvor vi ikke har ret mange planer, hvor der er god tid til at nyde hinanden og gaverne. I år var dog lidt anderledes. Isolde havde et meget stort ønske om, at se den nye Disney film Frost 2 i biografen, men hun vil kun se den i 2D versionen og vi kunne jo selvsagt ikke medbringe Emmy til det. Mormor er kommet til skade med armen, så hun havde ikke barnepige potentiale. Heldigvis ville moster Liv gerne passe Emmy. For at få det hele til at hænge sammen blev vores 1. juledag i år lidt af et biograf maraton. Vi (Martin og jeg) ville nemlig gerne nå at se den nye Star Wars film i biografen, når nu der var en “barnepige” i sving. Det betød, at vi om formiddagen kørte til Esbjerg med Isolde og så Frost 2, derefter afleverede vi Isolde, kørte hjem og kvalte en rugbrødsmad og fortsatte i den lokale biograf for at se Star Wars. Der går nok lige et par dage, før jeg får lyst til popcorn igen.

2. juledag bød på årets eneste julefrokost for vores vedkommende, hos mine forældre. En hyggelig dag med sammenskudsgilde, fætre, kusiner og 3 babyer og selvfølgelig pakkeleg, hvor Isolde rendte med den store sejr og jeg faktisk gik tomhændet hjem hvis ikke det var fordi jeg skulle slæbe Isoldes gevinst hjem. Derudover har vi haft dejligt besøg af pigernes faster og fætre, samt en legeaftale for Isolde med en sød veninde fra børnehaven. Nu er det vist på tide, at få plyndret juletræet, pakke julepynten sammen, sendt husnissen på porten for i år og se frem mod nytåret i stedet. Det nye år som bringer os tættere på vores eventyr og det det hele handler om.
Jeg er spændt på, hvordan vores næste jul bliver eller i hvert fald, hvor den bliver og hvor mange nye traditioner, vi får lyst til at tage med os videre. Det eneste jeg ved er, at der i hvert fald er et par stykker, som vi vil beholde uanset hvor livet tager os hen.

Julen er for mange hjerternes fest og dermed også traditionernes fest. Det er det selvfølgelig også herhjemme. Jeg har tidligere skrevet lidt om traditioner og hvor meget det fylder, når man ikke ved, hvad der kommer til at ske med de traditioner, det kan du læse HER

Her i denne skønne juletid oplever jeg ret ofte, at de mennesker vi omgiver os med siger, og formentlig endnu oftere tænker, at i år er det sidste gang, vi gør lige præcis det her. Det har ramt mig med en ked af det følelse. Hvilket fik mig til at reflektere over, hvorfor lige præcis den sætning gør så ondt. Jeg mener bare, der er jo ikke noget forkert i at tænke den tanke, nu hvor der er godt et halvt år, til vi vender næsen mod Washington DC.
Jeg blev ked af det, fordi jeg selv begyndte at tænkte, ja, det er sidste gang, vi gør det her og det her og det her. Det blev altså også min virkelighed, at alting var sidste gang. Selvom jeg egentlig aldrig har tænkt det sådan.
Nu hvor jeg har reflekteret lidt mere over det, har det faktisk fået en ny betydning for mig. Nej, det er ikke sidste gang, vi gør det her. Det er måske sidste gang, vi gør det for en periode, eller det er måske sidste gang, vi gør det på præcis den her måde, men er det i virkeligheden ikke altid det? Nok er det måske samme tradition gennem mange år, men er der ikke altid en lille afvigelse i forhold til tidligere? Jeg forestiller mig ikke, at vi formår at ramme præcis de samme toner i julesalmen “Dejlig er jorden” hvert eneste år. Juletræet ser også anderledes ud, selvom vi hænger det samme pynt på. Menuen er nok den samme, men alligevel har anden ikke helt den samme smag. Så nej det er ikke sidste gang, det er præcis, hvad vi selv gør det til hverken mere eller mindre. Det handler om forventninger.

For mig er det blevet tid til, at vende det lidt på hovedet. For med udsigten til at vi i vores lille familie flytter til Washington DC for en periode, er der mange ting, der ikke bliver som før, hverken for os eller dem vi efterlader i Danmark. Det leder mig tilbage til overskriften. Nok har vi vores traditioner, som vi ynder at praktisere år efter år. Vi har en forventning om, at vi skal gøre de her ting, når det er jul, år efter år, jul efter jul. I virkeligheden kan vi jo kun have en forventning om, at vi kan og skal gøre det samme til næste jul, for som overskriften siger, så kender ingen dagen før solen går ned. Jeg synes faktisk, det er så sigende, for ja, du kan have en forventning, om hvordan dagen bliver, men du kan aldrig vide det, ligesom du kan have en forventning til julen og nytåret, men du kan aldrig vide, om du får forventningerne indfriet.

Forleden sad jeg i tandlæge stolen, fordi jeg havde fået tandpine. Min mor passede Emmy og inden jeg tog afsted, sagde jeg, det tager sikkert ikke så lang tid. Det var min forventning til det. Godt nok havde jeg ondt i en tand, men at det skulle ende med, en rodbehandling og med at tage halvanden time før jeg var hjemme igen, havde jeg på ingen måde forestillet mig. Mine forventninger stemte således på ingen måde overens, med den virkelighed jeg kom til at opleve.

Jeg kan godt forstå, at det for dem herhjemme føles, som om vi aldrig kommer hjem igen og som om vi aldrig skal gøre de samme ting sammen igen. Jeg tænker dog, at uanset om vi rejser ud eller bliver hjemme, kan vi aldrig vide, om næste jul bliver, som vi forventer. Forventninger kan ingen tage fra os, men ude eller hjemme så kan vi aldrig være sikre. Hvem ved, måske kommer vi hjem til jul næste år. Jeg ved det ikke. Ligesom jeg heller ikke ved, om julen ville være den samme, hvis vi blev hjemme og fortsatte i vante gænge. Derfor er jeg holdt op med at blive ked af det. Jeg har accepteret det, fordi jeg alligevel ikke kan forudsige, hvordan næste jul bliver eller de næste mange jule, men det er ikke, vores periode i Washington DC der er afgørende, det er, hvad vi gør det til. Der er masser af muligheder, det er os selv, der sætter begrænsningerne. Vi må, som alle andre se hvordan næste jul bliver. Det eneste vi kan vide er, at det bliver jul uanset, hvad vi gør og hvor vi er.

Ovenstående gør sig selvfølgelig gældende i forhold til alle årets traditioner, jul, nytår, fødselsdag, påske, pinse, you name it. Mit udgangspunkt i julen og nytåret hænger sammen med, at det er det, der er min virkelighed lige nu.

I formiddag sidder jeg i bilen på vej til babymotorik med Emmy. Vejret er det smukkeste klare frostvejr, julemusikken spiller på radioen og alt er godt. Pludselig bliver jeg ramt af sådan en ubeskrivelig og vild følelse. En følelse som fylder mig med varme, men også noget jeg ikke kan definere.

Vi har i weekenden haft besøg af et par gode nære venner til en virkelig hyggelig aften (som godt nok endte lidt uheldigt for min veninde) sådan en af de der aftener hvor jeg ville ønske tiden stod lidt stille eller i hvert fald gik lidt langsommere. Søndag pyntede vi til jul, var til juleoptog og fik gløgg og æbleskiver. Så man kan vist godt sige, at søndag var en af de der dage, hvor vi kom rundt om en masse traditioner, som vi forbinder med julen herhjemme. Det har altså for mit vedkommende været sådan en weekend fyldt med kærlighed og traditioner. En weekend hvor jeg lander på puden fyldt op med taknemmelighed søndag aften.

I løbet af sidste uge var vi til møde i banken, med henblik på at afklare vores fremtidige samarbejde med dem, da vi jo bevarer et stort tilhørsforhold til Danmark. Efter at vi rejser vil Martin stadig være dansk ansat, betale dansk skat osv. Vi er således stadig helt og aldeles danske. Samtidig har vi forsøgt at danne et overblik over, hvilke praktiske foranstaltninger vi kan tage os af allerede nu, for jo tættere vi kommer på afrejse, jo mere travlt vil vi få. Det er således vigtigt for os, at rydde de ting vi kan af vejen nu, så vi undgår at lægge unødigt stort pres på familien senere i forløbet. Hold nu op et arbejde, det er ikke noget man lige får overblik over på en halv time. Der er selvfølgelig rigtig meget, som er oplagt, men der er bestemt også meget, som er knapt så oplagt. Tag bare noget så simpelt som pension og den forsikring der er med i det. Det havde ingen af os skænket en tanke. Det blev således synligt, at det er vigtigt, at vi lige tænker et par spadestik dybere, hver gang vi forholder os til noget. Det kan synes uoverskueligt, men vi får selvfølgelig overblik over det med tiden.

Jeg tror, at det som ramte mig i bilen til formiddag, var et sammensurium af taknemmelighed for det liv vi lever lige nu, kombineret med at jeg bliver overvældet af alt det, som venter på os. Alt det som vi lige nu slet ikke kan forstå omfanget af. Hverken arbejdsbyrden eller den lykke som forhåbentligt følger i kølvandet. Alt det ukendte som vi skal til at navigere i. Jeg er klar til det, men jeg er også klar over, at det kommer til at kræve mere af mig, end jeg forestiller mig. Alligevel glæder jeg mig.

Nedenstående er tanker og oplevelser fra d. 12/10-19. Dette vil være det sidste datids indlæg i denne omgang. Fremadrettet vil indlæggene følge nuet. En del af det vil formentlig blive en samling af hændelser sket over dage, da vi befinder os i en længere varende proces i forbindelse med forberedelsen af vores afrejse til næste sommer.

Vi har i dag overbragt vores familie og nære venner nyheden om vores eventyr, som vi forventer starter til sommer 2020. Faktisk indledte vi dagen med, at fortælle Isolde at vi skal flytte til Washington DC. Hvor hun skal gå i skole og skabe sig nye relationer. Vi fortalte hende samtidigt, at det ikke er for evigt, at vi altså skal hjem igen på et tidspunkt. Hun var meget interesseret, spurgte meget og syntes det var fedt, at hun nu skulle lære at tale amerikansk (det gik hun ret meget op i). Jeg kunne således have sparet alle mine bekymringer om hvordan vi skulle fortælle hende det. Disse kan du læse om i mit sidste blogindlæg How to? Jeg tror, at det der lykkedes i situationen var, at fortælle det roligt og ærligt og besvare hendes spørgsmål efter bedste evne, men hele tiden være ærlige omkring at der også er mange ubekendte for os, dog i den forstand at det er noget vi finder ud af sammen. Jeg tror, at vi på den måde har gjort det til en spændende forandring, som hun føler hun kan deltage i, altså vækket lidt nysgerrighed uden at negligere udfordringssiden af vores eventyr.

Første stop på ruten var hos mine forældre. Vi havde bedt Isolde lade os fortælle det først og det klarede hun fint. Det var dog meget tydeligt, at det brændte i hende at komme til at tale om det. Resten måtte vi ringe til, da det ville være helt umuligt at nå rundt til alle på samme dag, hvis der også skulle være tid til at tale ordentligt om det. Vi har nær familie 1-2 timers kørsel fra os både mod nord og syd. De fleste var overraskede, som i meget overraskende, men samtidig glade på vores vegne. Samtalen gik meget omkring emnet savn. Mine tanker omkring det er, at vi alle vil savne, men vi må retænke den måde vi ses på. Nu hvor afstanden er kort, ses vi ofte men i kort tid. Når afstanden bliver lang, vil vi ses sjældent men i lang tid af gangen. Jeg tror i virkeligheden ikke, at antallet af timer vi tilbringer sammen ændrer sig meget. Ja, jeg er godt klar over at børnene vokser og ændrer sig, men teknologien er heldigvis med os og giver os masser af muligheder for at kommunikere, inddrage og dele vores oplevelser, vores glæder, sorger og udvikling. Børnene udvikler sig jo selvsagt, som børn gør alt for hurtigt. Det gør de uanset, om vi er tæt på eller langt væk. Jeg tror selvfølgelig på, at Martin og jeg også træder ind i en udviklingsproces, som nok på ingen måde ligner børnenes. Der vil være meget, vi skal øve os i sammen, meget nyt og vi træder uden tvivl ud af vores “comfortzone” og bliver udfordret men det bliver godt. Den proces glæder jeg mig simpelthen så meget til at deltage i og til at dele. Jeg glæder mig til at blive klogere på os og på vores familie for jeg ved at sammen kan vi alt ♥️

Man lever, så længe man lærer og det er først, når du træder ud af komfortzonen og ind i udviklingszonen, at du lærer noget. Det bliver fedt.

Nedenstående er tanker fra d. 11/10-19, som handler lidt om det der med, at få det sagt både til store og små

Vi er nu gået i tænkeboks, i forhold til hvordan vi overbringer nyheden om vores midlertidige udflytning. Vi har på dette tidspunkt involveret nogle helt få og nære venner, da vi ikke ønsker at skabe frustration i familien, såfremt det slet ikke blev aktuelt at tage af sted.

Nu er det så helt og aldeles virkeligt og meget aktuelt, men hvordan siger vi lige “hey vi flytter og vi flytter langt væk”? Jeg synes faktisk, det er svært. Lige nu bor vi tæt på mine forældre og er vant til at ses ofte, så det bliver en udfordring for os alle. Lidt hurtig hovedregning fortæller mig dog, at hvis vi alle rejser lidt, kan vi nok ses i omegnen af en gang i kvartalet måske lidt mindre, men vores tid sammen vil formentlig blive anderledes intens, fordi den er mere koncentreret end idag, hvor vi ofte ses et par timer af gangen. Man krydser jo ikke lige atlanten for en kop kaffe. Jeg forestiller mig dog, at hvis man ser det store perspektiv, vil tiden sammen ikke blive meget mindre, den vil blot blive anderledes. Hvem ved måske bedre – det vil tiden vise. I virkeligheden bliver det nok den letteste del af det, altså at fortælle det til mine forældre.

Hvordan fortæller man en pige på 5 år, at man har tænkt sig, at trække hende ud af de relationer hun har skabt, for at slæbe hende med til udlandet. Hvor hun skal skabe nye relationer, lære et nyt sprog som hun iøvrigt skal bruge hver dag i skolen, samtidig med at hun ikke skal glemme det danske sprog, for vi skal jo ikke blive i USA for evigt. Den føles virkelig svær, altså som i virkelig virkelig svær. Jeg tror ikke vi kunne gøre det, hvis ikke det var fordi, vi samtidig er så sikre på, at hun vil få noget rigtig godt ud af det, selvom det bliver svært. Jeg er helt overbevist om, at hun kommer til at klare det fint, især hvis hendes mor (som i jeg) kunne stoppe med at bekymre sig om det.Jeg ved det stadig ikke – altså hvordan vi skal sige det. Måske vi bare skal sige det, så det ligesom er gjort, så må vi samle op bagefter. Der er ikke nogen genvej.